Chokolade brud

En super lækker chokolade snack, som er inspireret af en af de mange skønne opskrifter, jeg har fået igennem min uddannelse på kostakademiet.

Ingredienser:

200 g mørk chokolade 70 %
150 g blandet nødder (evt. mandler, peanuts, cashewnødder, valnødder)
60 g kokosflager
1 lille håndsfuld tørrede bær (evt. blåbær, tranebær, gojibær)
1 spsk kokosolie

Kokosflager og nødder (minus peanuts) ristes let på en pande uden at branke.
Herefter hældes de i en skål, hvor de blandes med de tørrede bær.
Chokolade og kokosolie smelter over vandbad og blandes med nødder og bær.
Blandingen hældes i en lille bradepande, beklædt med bagepapir og stilles på køl i mindst 3 timer.
Inden servering brækkes/skæres blandingen i passende stykker.
Stykkerne kan evt. pyntes med lidt guld- eller sølvstøv.

Saltede mandler

Min ynglings snack.

Ingredienser:

400 g mandler
1/2 dl. vand
2 tsk. fint salt

Det hele blandes i en lille bradepande og tørres i ovnen ved 150 grader i ca. 30 min.
Der røres rundt i blandingen et par gange undervejs.

 

Soyamandler

Denne opskrift er fra: www.stinna.dk

Ingredienser:

100 g mandler
3 spsk. soya
Evt. et drys chili

Mandlerne ristes på panden uden at branke. Når de er let gyldne, tilsættes soya. Når soyaen er fordampet, kommes mandlerne på et stykke bagepapir og køles af.

Lakridsmandler og kanelmandler

Denne opskrift er fra: https://www.madbanditten.dk/

Ingredienser:

200 g mandler
1,5 dl vand
2 tsk. salt
1 spsk. rå lakridspulver/kanel

Opvarm ovnen til 150 grader.
Hæld vand, salt og lakridspulver/kanel på panden og lad det koge op. Tilsæt mandlerne og rist dem, uden at branke. Når vandet er fordampet, fordeles mandlerne på en bageplade med bagepapir og tørres i ovnen i ca. 20-30 min. Mandlerne afkøles og kan evt. drysses med et tyndt lag lakridspulver/kanel inden servering. Opbevares i en lufttæt krukke.

Rugbrødssnack

Perfekt til madpakken, næsten ligeså godt som saltede mandler.

Ingredienser:

Gammelt rugbrød i tern
Olivenolie
Salt
Krydderier: rosmarin, paprika, hvidløg, timian m.fl.

Det hele blandes og tørres i ovnen ved 150 grader i 30-40 min (måske længere) rør i det undervejs.

 

Müsle snack med tranebær og chokolade

Denne opskrift er fra: www.twin-food.dk

 

Ingredienser:

6 dl müsli (kan blandes af havregryn, nødder, solsikkekerner, chiafrø, hørfrø m.m.)
1 nip salt
1 dl kokosolie
1/2 dl honning
1/2 dl peanutbutter
2 æg
70 g tranebær
70 g mørk chokolade

Kom müsli og salt i en skål. Smelt kokosolie, honning og peanutbutter i en gryde ved svag varme. Blandingen vendes sammen med müslien. Herefter tilsættes de to æg og det hele røres sammen. Chokolade hakkes groft og tilsættes sammen med tranebær, det hele røres godt sammen.

Det hele kommes i en form og bages ved 180 grader i 15-20 min.
Snacken skæres i passende stykker mens den stadig er lun.